Jeg voksede op i en familie, der ikke havde særligt mange penge. Vi var derfor nødt til at spare alle de steder vi kunne, og det betød ikke bare billig mad, men også billigt tøj. Vi var en glad familie, fyldt med kærlighed, så det var ikke noget jeg rigtigt skænkede en tanke som barn. I hvert fald ikke ind til, jeg begyndte i skolen, og jeg pludseligt fik øjnene op for, hvor meget mode og design åbenbart betyder for folk.

Jeg blev mobbet, fordi mit tøj ikke havde de rigtige mærker. Hvis det ikke var designet af en eller anden kendt designer, så var det ikke værd at gå i. Det gav overhovedet ikke mening for mig, men det gjorde stadig ondt. Ingen teenager har lyst til at føle sig udstødt på den måde. Det værste var, at jeg ikke rigtigt følte jeg kunne tale med nogen om det: jeg havde ikke nogen venner, og min familie forestillede jeg mig ville blive kede af det, hvis jeg bragte det op. Min far og mor ville mig jo det bedste, men det var helt umuligt for dem, at få råd til designer tøj til mig: og jeg ville på ingen måde have, at dem eller mine brødre skulle sulte, bare for at der kunne stå noget bestemt på min trøje.

Jeg gik derfor i den modsatte grøft. Jeg blev anti-mode og anti-designer, og gjorde det til en del af min identitet ikke at følge de kendte navne. Det var en slags desperat forsøg på, at tage kontrol over min situation, og gøre det ikke at bære modetøj til et aktivt valg frem for en påtvunget begrænsning.

Da jeg kom væk fra skolen, stoppede mobberiet heldigvis. Men min identitet blev ikke rettet til lige med det samme. Det var blevet så indgroet i mig: hadet til disse såkaldte ”design autoriteter” brændte stadig. Det kan være svært at ændre den måde man ser verden på, også selvom den er forkert: specielt når man er kommet derud, hvor det ikke bare føles som et standpunkt, men som en del af en selv. Men faktum var, at jeg ikke havde grund til at være imod designere længere: de havde aldrig såret mig. Det var bare dumme børn, der gjorde hvad dumme børn nu gør bedst: finder noget der skiller sig ud, og peger fingre af det.

Men jeg begyndte langsomt at bløde op. Det startede med, at jeg fik øje på en louis poulsen lampe. Da jeg så den i lampebutikken tænkte jeg straks ”DEN skal jeg have!”. Da jeg så at der stod Louis Poulsen på den, fik jeg dog pludseligt en underlig fornemmelse i maven. Var det ikke noget med, at jeg aldrig ville købe noget, en designer havde sit navn på? Hvorfor var det nu lige, at jeg havde besluttet mig for at være sådan en person? Det var her realiseringen gik op for mig: at jeg stadig gik rundt med nogle gamle værdier, der ikke længere gav mening. Designere er blevet kendte af gode grunde: de laver nogle fantastiske ting, der fanger øjnene og spiller med vores fantasi. Hvorfor skulle jeg dog frarøve mig selv glæden ved, at have den slags ting derhjemme?

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here